Sisimiut - Fredag 21., lørdag 22. og søndag 23. september

Om Sisimiut

Om Sisimiut

Sisimiut er hovedbyen i Qeqqata kommune. Sisimiut er med sin beliggenhed 46 km nord for polarcirklen, den by i Grønland der ligger tættest på polarcirklen. I ca. 250 år har Sisimiut, eller "byen ved rævehulerne", ligget ved foden af fjeldet Kællingehætten.

I dag er den Grønlands næststørste by, men i 1756 var landskabet omkring fjorden Amerloq sparsomt befolket, og lokalbefolkningen var en begrænset flok europæiske hvalfangere og missionærer, samt efterkommerne af indvandrede inuit, der levede af fangst og fiskeri.

Den første bebyggelse var en hvalfangerkoloni, der lå ved Sydbay, omtrent 30 kilometer nord for nutidens Sisimiut. Men man flyttede kolonien til et mere egnet sted, byggede en kirke, grundlagde en egentlig by, og siden hen er Sisimiut vokset til 5500 indbyggere.

Sisimiut byder på arktiske landskaber, snesikkerhed, hundeslæder, vandring i verdensklasse, dybe fjorde, storartede ørredelve og isfrie sejlruter. Og hvis du er til shopping og kulturelle oplevelser har Sisimiut også nok at byde på.

Her er mange forskellige butikker og dagligvareforretninger, der er et udvalg af overnatningsmuligheder, og der er et smukt museum, et rigt foreningsliv, en række forhistoriske minder og kulturhistoriske rundture, og guider kan tage dig med til arbejdende kunstnerværksteder, kajakopvisninger og slædehundeshows.

Ikke kun er Sisimiut Grønlands næststørste by, den er også et centrum for erhvervsuddannelser og udviklingen af arktiske teknologier. Med en driftig havn, et omfattende havfiskeri og en voksende turisme, er Sisimiut et  moderne bysamfund, baseret på lokal styrke og internationalt tilsnit.

Sisimiut har desuden trafikforbindelser til søs og med fly hele året og uafhængigt af årstiden er der altid kort vej til oplevelser og aktiviteter for alle.